Forfattersparring

Sparring af forfattere er en ganske særlig – og virkeligt spændende – proces.

Jeg har været fødselshjælper på flere manus – på forskellige stadier af skriveforløbet – men som regel mødes forfatteren og jeg om en idé, måske er den helt spæd, måske har forfatteren allerede skrevet de første mange sider, og så udvikler vi i fællesskab plottet og karaktererne. Vi når ofte vidt omkring, vi taler sprogtone, målgruppe, relationer mellem personerne og miljøer, og tit når end ikke halvdelen af det vi finder ud af, med i det færdige manuskript. Det er det der er essensen af skriveprocessen – det handler om at koge det hele ind til en fortættet, levende og fængende fortælling.

Det bliver som regel til flere møder, flere kopper kaffer, et utal af mails og telefonsamtaler – og jeg får altid et ganske særligt forhold til både forfatter og tekst undervejs. Det er magisk.